Intro: Singlekvindernes Klub Podcast

intro til singlekvindernes klub podcasten

Velkommen indenfor i Singlekvindernes Klub. I dette første intro-afsnit giver vært Pïa Loulou en kort introduktion til podcasten, der kort fortalt handler om personlig udvikling, frihed, fællesskab og fremtidsdrømme for singlekvinder.


Udskrift af indholdet i podcasten:

Heysa og velkommen til den her korte intro til podcasten Singlekvindernes Klub. Hvad kan du forvente?

Det er vel ikke overraskende en podcast for dig, der er single og kvinde. Og så kunne man måske også godt forvente, at det var en podcast om dating og om at finde en kæreste og den slags.

Men det er det ikke.

Den slags podcasts om dating og kærlighed findes der masser af i forvejen. Her i Singlekvindernes Klub handler det om det at være single og kvinde - og om alle de andre ting, der kan fyldes i sådan et liv, som ikke handler om en kæreste.

Jeg har især lyst til at udforske og tale med singlekvinder, som har gjort noget anderledes i deres liv og udnyttet friheden til at få nogle anderledes oplevelser eller valgt en anden type liv end det traditionelle parforhold og hus og have.

Så hvis du har et forslag til, hvem jeg skal interviewe hører jeg gerne fra dig. Det kan også være dig selv, hvis du har en historie at dele, så kontakt mig endelig på pia@venindegrupper.dk.

Af andre emner kan jeg nævne, at selvudforskning - altså viden om hvorfor er vi som vi er, og hvem vil vi gerne være fremover, hvilket liv drømmer vi om - den slags interesserer mig også meget.

Jeg er blandt andet uddannet coach med speciale i kærlighedsmønstre - hvilket helt konkret handler om, hvordan du opdager, hvilke ubevidste mønstre, der styrer dit liv - det er en kæmpe gave at få den indsigt.

Men podcasten handler om alt det, der kan fylde i singlekvinders liv. Det kan også handle om at lave mad til en person, rejser, bolig, men faktisk især også venskaber - hvordan finder man nye veninder og fællesskaber, som har den samme frihed som en selv til at tage på ferier, eller til at starte et bofællesskab sammen med eller købe et sommerhus eller en båd med.

Den slags alternative tanker om at opbygge andre og måske endda mere spændende fælleskaber og oplevelser vil jeg også gerne snakke om - min teori er, at hvis vi tør, så har den slags fællesskaber potentiale til at blive endnu mere givende og give os hver især mere personlig frihed end et parforhold med en enkelt person kan give. Men ja, der er jeg desværre ikke selv kommet til endnu.

Det er rigtig svært, synes jeg, fordi der er ikke rigtig nogen forbilleder for hvordan man gør - og den måde som samfundet er bygget op på leder os i retning af parforholdet, så man skal jo virkelig selv gøre en indsats for at vikle sig ud af de normer og sådan det plejer vi at gøre-ting som er i samfundet, og som gør at vi tror, at parforholdet er det bedste og mest givende i livet, og det vil jeg gerne tale om, hvordan vi kan gøre det bedre og nemmere at være single og have en masse frihed samtidig med nogle alternative former for fællesskab.

Mit navn er Pïa Loulou, og udover den her podcast så har jeg også Venindegrupper.dk, hvor jeg laver venindegrupper for singlekvinder, hvor jeg hjælper singlekvinder med at møde nye potentielle veninder nemt og diskret. Det arbejde kommer jeg også til at fortælle mere om her i podcasten.


Lige nu her i 2025 der er jeg 45 år. Jeg er netop flyttet til København - Amagerbro og skal selv til at finde en omgangskreds herovre, hvilket jeg også dele mine oplevelser med.

Det er ikke fordi jeg har sådan en stor forkromet plan med den her podcast, jeg optager den med diktafonen i min telefon ikke i et fancy studie - det der med faste rammer er ikke lige mig, så jeg kan ikke love, at der kommer et afsnit hver tirsdag eller noget, men engang imellem, så endnu mere grund til at subscribe eller tilmelde dig nyhedsbrevet på venindegrupper.dk, hvor jeg også skriver ud, når der er nye podcastafsnit.

Sociale medier er også noget, jeg gør i perioder, men nyhedsbrevet er helt klart min anbefaling, hvis du har lyst til at følge med.

Min baggrund for at lave den her podcast er, at jeg i 2009 (i podcasten siger jeg 2019, men det ER 2009) startede et online magasin for singler - det hed SingleSpot.dk og det er nu lukket, men jeg har siden dengang interesseret mig for emnet Singleliv. Især fordi det der med kærlighed og parforhold altid har været kompliceret og frustrerende for mig.

Derfor har jeg bl.a. taget en coachuddannelse med speciale i kærlighedsmønstre og siden en slags tillæg med speciale i mønstre omkring vrede, grænsesætning og sund kommunikation for ligesom at komme i dybden med, hvad der er på spil.

De indsigter og den måde jeg kender mig selv på nu, har givet mig en fred med, at et traditionelt parforhold og det at bo sammen med en partner ikke er noget for mig. Jeg mangler bare så stadig at finde ud af, hvilke fællesskaber jeg så vil være en del af.

Desuden har jeg skrevet to bøger om singleliv - den ene som medforfatter - den hedder “Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single” og den anden hedder “Den dag jeg stoppede med at græde over mænd.”

Jeg er uddannet journalist og multimediedesigner og jeg er pt. også i gang med at skrive en roman - det går op og ned ligesom resten af mit liv, men det at skrive er også et emne, jeg gerne vil tale om i podcasten, fordi jeg tror på, at det giver så meget afklaring at kunne skrive om sine tanker og følelser og bearbejde sine udfordringer i livet ved at skrive om dem.

Så det at være single og kvinde og have det godt - trives - er et emne, som interesserer mig meget, og som jeg også tror bliver vigtigere og vigtigere, fordi flere og flere kvinder og mennesker generelt vil opleve at være singler i større eller længere perioder i deres liv.

Så hvis det lyder som noget for dig, så velkommen i Singlekvindernes Klub. Husk at subscribe til podcasten - og skrive dig gerne op til mit nyhedsbrev inde på Venindegrupper.dk, hvor du så får direkte besked i din indbakke om nye afsnit og nye venindegrupper og andre muligheder for singlekvinder.

Vi høres ved.